Sjælen er en lille sæk
Et forår har brudt verden op.
De spinkle rødder
spirer og søger i muldet jord
uvante med nye næringslag
efter den knastørre steppe
hvor jeg flyttede rundt med mit telt.
En plovfure har gravet sig
gennem mit rod, tværs gennem
hukommelsens slidte panderynkespor
har den pløjet isen en smeltevandssti.
Jeg har lukket mine kufferter op
pakket mine gemmer ud
af deres ældgamle indestængte liv
som rejsegods
åbnet kasserne én for én
dykket ned i åbne sår
af smerte og lykke og angst
stønnet
forvovent, forladt, fortørnet, forgrædt,
forvundet .....
til sidst løb jeg næsen ned i
en mulepose
en gammel hengemt sæk
lukket foroven med tre broderede bånd
ét for dig
ét for de andre
og ét for regnbuen og den skat den gemmer.
Posen ligner en sovende krop
et lille låddent duftende dyr
i hi,
hvor støvet har lagt sig som mælkepulver
i halsens dybe folder,
ned over den bløde mave.
Stoffet er klart og blidt i farven
lugter lidt af mange års stilstand
lugter lidt af hemmelighedskræmmeri
af vemod
af søvn.
En pose fuld
af hemmelige ting, gamle kendinge
blinker til mig i skælmske sære smil
fra en underfuld gådefuld verden
af minder og modstande
af relikvier og arvegods
og magiske tal.
Jeg har hængt sækken til luftning
i den kølige nattevind.
I morgen vil jeg sy mig en skjorte af den
med små broderede knapper.
I morgen vil jeg lægge alle tingene frem
i en cirkel på stuens gulv
dér hvor solens strålebundt
fanger støvet.
Dér skal de ligge i hundrede dage
og hundrede nætter
hele sommeren vil jeg gå omkring dem
som katten om den varme grød
som den troende om et stykke hellig jord
som den elskende der tålmodigt venter
på svar.
Når september sænker solen
og puster til støvets små bolde
vil jeg sætte mig
midt i tingenes kreds
og jeg vil tage hver enkelt i hånden
måle dens tyngde
og give den navn.
Når året er dybt og formørket
vil sjælens symboler
flette en forårskrans
omkring min vinterdør
hvor jeg går ud og ind
i min smukke bløde skjorte.