morild

 vinterkys

 smeltet sne 

 en måge er en måge

øremærker

tavshedens smykke

 universalbevægelse

 kroppen

 sindets sluse

vinterkys

 

det er isen på vandet

der skaber de blødeste bølger

 

det er solens brændglas

der gør verden gennemsigtig og frostbleg

 

mens en måges skarpe næb nipper

til havets blide kys

smeltet sne

på kinden

smeltet sne

i øjet

spurve i store flokke

drikker

af vårens hjerte

en måge er en måge

 

en svimmel måge

dejser

nedad

rammer med sin skarpe vinge

vandets spejl

kysser i et strejf

sin fødselsfælle

 

stiger så og kredser længe

i sin navlestreng

undrende omkring

en glemt erindring

 

før den flyver bort

Øremærker

 

Sommetider tror jeg mine ører

hænger ved dine læber

og føler efter -

mine ører sidder hvor de skal.

 

Når du kniber læberne sammen

blegner ørerne

og truer med at knække af

som store visne blade.

 

Så blafrer trommehindernes små skind

hjælpeløst i vinden

berøvet orienteringssansen.

Tavshedens smykke

Tavshedens dybgrønne flaskeskår

skar sig

gennem marv og ben

ud på den anden side huden

frøs fast i såret.

Nu har smertens hav

af salte dage

renset såret

slebet skåret

til et Frejasmykke

om din hals.

Det klæder dig

det fløjlsgrønne

skjold.

En usynlig kilde springer

fra sårskorpen

nærer din kræfter

bag glasvæggen.

En dag bryder sangen

gennem lydmuren

og dit smykke vil samle støv

som andre minder.

Universalbevægelse

 

Hvordan kan det være

at der skal en himmelsitren til

for at få mig til at græde.

 

Hvordan kan det være

at rummets lydløse bæven bestandig

forplanter sig til mine læber.

 

Hvordan kan det være

at der ikke skal mere til

- som om jeg heller ikke

havde grænser.

kroppen

 

den har en skov i hjertet

en flod i bugen

og i hjernen et dragebånd

af runer som ingen forstår

 

tydningsløse koder

tegn som bare er

 

som kampesten på en pløjemark

med dybe spor af brud

i overfladen

der findes et drivende mørke

skjult

bag mit levede liv

 

et hav bag diget

en tordnende dønning

i det indre øre

et tilsløret blink

i øjet

 

sindet er sin egen sluse

og jeg har ingen hast -

skønt noget i mig venter

uroligt, uforløst