Solen har sat sine pletter

Solen har sat sine

blinde pletter i mit øje

for at skærme min udsigt

og skåne mit syn

så jeg ikke blændes totalt

endnu før jeg har lært

at se.

Lyden har lagt sig

tæt til mit øre

så jeg ikke for tidligt hvirvles

fra læbernes trommedans

ud i verdensordenes ubrudte strøm.

Sjælen som greb mig i faldet

fra vægtløshedens fjerne rum

trækker sig ind i mit sind

sluser blod og ilt i alle vener

og samler os sammen

til sidste udkalds rutsjebanetur.

Siden kom livet og tog mig i nakken

som katten der henter sin våde killing.