Retræte

Sjælen er sort som beg

purpurblodig

som et sabelsår

blå som det dybe rums magi

citronglød i mørk mahogni

flaskegrøn er jeg

en glemt

billedskærer fra en anden tid

en middelaldersjæl

har jeg

som passer meget dårligt

til dette århundrede

med en så arkaisk smerte

under tøjet

- det eneste som virkelig

gør mig til et skød

for den lyse sitren

fra dit fingerstrøg,

glem ikke det! -

byzantinsk er jeg

monumental som en ægyptisk statue

besat af de dybe toner

fra havets koralbund

perlemorskrystalgul!

sig det igen:

perlemorskrystalgul!

Jeg elskede Doors og Dylan og Pattie Smith

siger det dig noget?

Gad vide om ikke hver eneste lille intellektuelle analyseforsnævrede humanismefikserede fodform har det sådan.

Medaljens bagside griner: Kætteri! - siger jeg.

Måtte de aldrig opdage dette afgrundsdybe svælg

i sig selv.

De ville næppe overleve afsløringen

af deres egen himmelråbende ubrugelighed

her midt i det mest moderne af alle århundreder.

Middelalderen lever

midt i sin oplyste almue.

Jorden drager

sine børn tilbage

til sig selv. Biogas. Jordvarme.

Så kan man måske alligevel bruges til noget?

Tænk om Vorherre atter

kom i tanker om sit ler!