Orions tegn på himmelhuden

Jeg længes efter en lille bitte

lyst

til at stå op og lave kaffe

for eksempel.

Også i dag

tusser sjælen rundt

i sine forfædres sutsko

og jeg er gået hjemmefra.

Jeg er en bjergbonde

uden stald

en skomager

uden læst

en kvinde

uden elsker

en rejsende

uden lyst til at rejse.

Træt

af at stå til rådighed

for livet

er jeg rede

til at lægge mig

som en ældet indianer

på læsiden af bakken

og dø.

Blot har livet endnu ikke lært mig

hvordan man bærer sig ad

med at dø.

I aftes ville jeg have spurgt Orion

hvordan man rammer

så lille og svag en stjerne.

Men himlen var grå og overskyet

og Orion havde forladt sin post.

Forbindelsen

mellem himmel og jord var afbrudt

og der var ikke noget

at samle på.

Selv hundene havde lagt sig

til at sove i hver sit kurveskød.

Så jeg trak gardinet for

og satte mig til at vente.

I morges blev jeg vækket

ved regnens lange løb

over ruden

og Orions dirrende syngende pil

tæt ved højre øre.

Pilen skar

et blødt mandorlasår

dybt i sengestolpens kød

og en rødlig væske drypper

ud af mit øre.

Blev du mon forstyrret?

Eller er du blot

en dårlig skytte, Orion?